Det lukkede rum

Maj Sjöwall og Per Wahlöö's kritik af et samfund

Indledning

"Det lukkede rum" (1973) er den ottende bog i en række på ti, kendt som "roman om en forbrydelse", af det svenske forfatterpar Maj Sjöwall og Per Wahlöö (1) (herefter S&W). De skrev deres bøger i tidsrummet 1965 til 1975, med een udgivelse om året. Som indledning på denne opgave er deres egne ord fra 1972 væsentlige:

"Vår avsikt med Martin Beck-serien är att åstedkomma en analys av ett borgerligt välfärdssamhälle - en analys, där vi forsöker att se dess kriminalitet i relation till dess politiska och ideologiska doktriner. Det är den grundläggande idén i en lång roman på ca 3.000 sidor, uppdelad i tio fristående delar eller, om man vill, kapitel, att analysera kriminaliteten som social funktion [...]"(2)

"Det lukkede rum" er altså tænkt som en del af et udviklingsforløb i "roman om en forbrydelse", den forbrydelse, som tager sin begyndelse ved den svenske stats overtagelse og omlægning af politiet i 1965. Jeg har også fundet det rimeligt at betragte alle de ti bøger som et værk.

Hvad der gør bøgerne interessante, er deres gennemgribende samfundsanalyse- og kritik, der skiller sig ud fra samtidens anden svenske litteratur ved sine rammende personkarakteristikker og de overordentligt vedkommende og godt fortalte historier. Historier om mennesker.

I min gennemgang har jeg tænkt mig at lægge hovedvægt på S&Ws mål og midler. Det er her "Det lukkede rum" kommer ind i billedet. Den vil udgøre fundamentet i opgaven, og ud fra den vil jeg henvise til hele værket, når jeg finder det aktuelt.Jeg vil forsøge at gribe min opgave an, ved at søge svar på spørgsmål som:

Hvordan beskrives samtidens Sverige?

Hvilke virkemidler benyttes?

Hvorfor er kritikken så intens?

Hvorfor kriminalromanen som genre?

Hvor står Sjöwall og Wahlöö's bøger i dag?
Det lukkede rum

Stedet er Stockholm, juli 1972. En kvindelig bankrøver dræber en kunde i en blanding af selvforsvar og panik, og slipper væk med halvfemstusind svenske kroner. Bankrøveriet og drabet sættes straks i forbindelse med to banditter, som er blandt de mest eftersøgte kriminelle i Sverige. En specialgruppe nedsættes. Den ledes af den energiske statsadvokat, kendt som Bulldozer Olsson, og med sig har han blandt andet kriminalassistenterne Lennart Kollberg og Gundvald Larsson.

Nogenlunde samtidig bliver et selvmord konstateret i en lejlighed i Stockholms centrum. Den afdøde er manden Karl Edvin Svärd, der har levet et ensomt liv på dåsekattemad. Problemet ved dette selvmord viser sig, da dødsårsagen, som bliver fastslået til at være pistolskud i hjertet, sammenholdes med, at politiet i den omhyggeligt låste lejlighed ikke fandt noget våben.

Politikommissær Martin Beck vender tilbage efter endt rekreation. Hans liv er efterhånden ved at blive en smule ensomt, og som en slags terapi tildeles han mysteriet Svärd. Becks opklarings- arbejde bliver en lang og sej affære, hvor eftersøgningen starter med at opklare, hvad politiet egentligt har foretaget sig og ikke foretaget sig i sagen. Igennem minutiøst opklaringsarbejde kommer han ind på selve personen Svärd, som viser sig at have været en yderst usympatisk fyr, blandt andet afpressede han en småkriminel fyr (narko, pornosalg og smugling) ved navn Mauritzon. Svärd var dog for nærig til at bruge pengene selv.

Læseren ved hele tiden, at specialgruppen følger et forkert spor, der er lagt ud af et vidne, som bevidst opdigter en historie. Men ved et tilfælde fanges en småforbryder, som har været håndlanger for de to eftersøgte banditter. Planerne for banditternes næste "Kup, med stort "K"" kommer frem på bordet, og således bliver Bulldozers gruppe ledt ind i en nu større sag, men den forkludres på det skammeligste og de skyldige slipper væk.

Håndlangeren, som i øvrigt hedder Mauritzon, sættes fri, men skygges, og hos ham finder politiet blandt andet den Llama pistol, som bevisligt blev benyttet ved bankrøveriet. Nu synes den sag opklaret, men læseren får i hele kapitel 24 baggrunden for, at Mauritzons, socialt dårligt stillede elsker Monita, i økonomisk desperation begik forbrydelsen, og at Mauritzon intet kender til sagen.

Martin Becks undersøgelser leder ham til Svärds tidligere udlejer Rhea. Hun er den, som han mangler i sit liv. Den udadvendte og livsbekræftende type, som han da også vender tilbage til mange gange. Hos Rhea finder Beck nøglen til Svärd gåden, og til sit eget liv (det sidste kommer jeg tilbage til): Rhea finder ud af, at vindues- og dørhasper, når de smækkes kraftigt nok, kan låse af sig selv. Dette viser sig også at være tilfældet i sagen Svärd, og Mauritzon tilstår, under fire øjne, at han med sin Llama pistol skød Svärd, da denne var i færd med at lukke sit vindue. Motivet til mordet er de endeløse afpresninger.

I retten nægter Mauritzon alle tiltaler, men dømmes for drabet i banken og medvirken til bankrøveriet. Hvad mordet på Svärd angår bliver han pure frikendt. Monita bliver aldrig mistænkt og de to banditter slipper væk fra Sverige, og sætter deres penge i banken!

Bogen er sprængfyldt med bihandlinger og krydsende forløb, blandt andet antydes det, at Llama pistolen er brugt til to vidt forskellige forbrydelser. Men det vil gå for vidt, at skulle gøre rede for samtlige detaljer her.

Handlingen berører hele fem, mere eller mindre åbenlyse forbrydelser:

1. Bankrøveri med drab til følge (opklares ikke)

2. Mord på ensom mand (opklares kun af Martin Beck)

3. Stort anlagt kup (opklares delvist, men gerningsmændene pågribes ikke)

4. Pengeafpresning (anmeldes aldrig, opklares kun af Martin Beck) Den femte forbrydelse er vel nok den væsentligste, og også den, som relaterer til titlen "roman om en forbrydelse", den går nemlig igen i alle ti bøger, men er fuldt ud legal:

5. "Storforbrydere bliver [...] ikke sat fast. Storforbrydere plyndrer ikke banker [...], men beskæftiger sig derimod med lovformelig udsugning, der kun rammer enkelte individer" (3)

Med andre ord: det er samfundet og bureaukratiet der er den ægte skurk. Og dette er et af S&Ws grundlæggende temaer.

Personer
Martin Beck er denne bogs hovedperson, i andre af bøgerne står dette forhold til diskussion. Den suveræne fortællervinkel ligger fortrinsvis omkring hans gøren og færden, og historien med de lukkede rum er også hans.

Beck er, med rette, blevet kaldt en antihelt(4). Han er den politisk uengagerede (kun yderst sjældent får, den ellers grundigt informerede læser et indblik i denne side af ham. Og bogens andre personer får det reelt aldrig), ofte ubevæbnede, utjekkede og mentalt ustabile detektiv, som dog altid, i den sidste ende, intelligent løser sine politimæssige opgaver til UG.

Martin Becks eneste rigtige ven på politistationen, er Lennart Kollberg. Kollberg er meget skeptisk overfor det samfund han er sat til at tjene:

"Det var ikke spor morsomt at være politimand, tænkte Lennart Kollberg. Hvad gør man, når man ser ens egen organisation på vej til at rådne op?"(5)

Han er overbevist modstander af bevæbning, efter en vådeskudsulykke i hans fortid, er lykkeligt gift og ligesom Martin Beck er han en dygtig og intelligent politimand.

Gundvald Larsson er udadtil den pacifistiske Kollbergs modpol. Larsson er den frembusende, korpulente og rappe betjent, som ikke går af vejen for at overtræde en ting som politivedtægter. Det giver ham et noget blakket ry, men omvendt er han en fin fyr på bunden. Han bør ikke skues på hårene og dette har Beck, Kollberg og de andre betjente været lang tid at finde ud af (forløsningen kommer ca. fra og med "Det lukkede rum")

Politifolkene beskrives som mennesker i en branche, der er mere præget af død og triste skæbner (der i sagens natur skal undersøges grundigt) end de fleste andre erhverv. Det er på denne baggrund at personernes, til tider meget rodede, familieliv bliver interessant.

RHEA NIELSEN står der med store versaler på den dør, som Martin Beck ankommer til i forbindelse med sin opklaring af Svärd-gåden. Ikke underligt, at navnet første gang fremtræder på denne måde, for Rhea gør et bragende indtryk på såvel Beck, som på læseren. Han kommer i embeds medfør, og starter med de sædvanlige observationer, som en politimand nu gør sig. Da han forlader stedet - sent - er han blevet smittet med Rheas energiske, fantasifulde og forunderlige person. Det er hos Rhea, at vi første gang hører Beck, hårdt presset, udtale sig politisk om en sag, snakken går på rekruttering i politiet:

"- Man har en chance for at komme igennem de første år, hvis man er villig til daglig omgang med skvadderhoveder og til at blive hundset af overordnede, der enten er stræbere eller vigtige eller simpelthen bare idioter. Man må ikke have nogen meninger. Siden hen har man store chancer for at blive ligesådan selv."(6)

Dette bør ses, som Becks dårlige undskyldning for sit manglende politiske engagement.

Sammen med alle de andre typer og personer, der færdes i- og omkring den svenske rigsmordskommision dannes billedet af politikorpset, som en flok ganske almindelige mennesker, med alt hvad dette indebærer.

S&W beskriver denne grundlæggende pointe ordret:

"Når man undtager politihundene, er lovens professionelle håndhævere sjældent mere end mennesker"(7)

Et lukket rum
Titlen "Det lukkede rum" har, som antydet, to referencepunkter til bogens indhold. Dels til sagen om Karl Edvin Svärd og dels til Martin Becks situation "i sit eget lukkede rum"(8). I sagen om Svärd bliver det Rhea, som står for den afgørende ledetråd, og det er også Rheas hjerterum, som bliver nøglen til Becks lukkede rum. Det er både hun og han klar over:

" - Vi nåede ikke at begynde på puslespillet, sagde hun [Rhea]. Det gør vi i næste uge." (9)

Becks mentale situation forbedres markant igennem bogen, men det er ikke Svärd sagen, der bevirker det, snarere tværtimod, den åbner hans øjne for, at han er på vej imod en tilværelse, der er ligeså ensom som Svärds (og hans mor, jvf. kapitel 11) var det. Hvis man sammenligner disse to udtalelser fra før og efter mødet med Rhea:

"[...]uden lyst eller vilje til at kæmpe sig ud af det tomrum, der omgav ham" (10)

"Han kunne knap mindes, hvor længe siden det var siden at han havde følt sig så optimistisk" (11)

står det jo nærmest krystalklart: Det er Martin Becks forelskelse, der bliver hans kur.

Spørgsmålet er, i hvor høj grad Beck formår at komme ud af sit lukkede rum? Egentlig ender bogen med en slags optimisme hvad angår Becks mentale situation: han nyder igen at være "ude i det fri"(12), men ingen når vel nogensinde helt udenfor deres indre rum? Det skulle da lige være Rhea, men hun har jo alle andre folk i sit eget rum. Og hvis man gør det, er det så ikke et ligeså slemt problem? (smlg. Bulldozer der lider under tilværelsens ulidelige lethed)

Fortællerteknik
S&W benytter en måde at fortælle deres historier på, som på en gang er nøgtern, beskrivende og analyserende. De til tider holdningsprægede, fortællende afsnit flettes fint sammen med tanker fra bogens personer, så overgangen bliver flydende. Vi kommer ind i tankerne hos alle slags typer; fremtrædende, perifere, sympatiske, usympatiske, levende, døde (deres tanker da de levede), sociale tabere, succesfulde osv. Stederne, dialogerne, personerne og atmosfæren beskrives så rammende realistiske, at de får historierne til fremstå, som om man selv var til stede, en slags indre film.

Når S&W lader deres egne tanker vekselvirke med de fiktive personers opnår forfatterne den klare fordel, at kunne lade sympatisk skildrede personer bringe de ofte socialistisk inspirerede meninger, som tilhører forfatterne selv. På den anden front bringer de usympatisk skildrede personer de tanker, som S&W bestemt ikke er tilhængere af. Det gør deres kritiske attituder (dem kommer jeg tilbage til) alsidige, og derved utroligt relevante.

Et trick, som forfatterparret benytter ofte, er gentagne bogstavrim på fornavne: Vi møder betjentene (Karl) Kristianson og (Kenneth) Kvastmo (erstatter Kurt Kvant i den foregående bog), banditterne Malmström og Mohrén (Mauritzon og Monita) og endelig gangsterne Hoff og Hauser. Det er S&Ws måde, at få personerne til at fremstå som repræsentanter, og ikke specifikke afvigere fra en hel gruppe. Nogle gange hører vi om disse personers særegne egenskaber, og to minutter efter glemmer man, om det nu var Malmström eller Mohrén, som skifter underbukser ti gange om dagen, (og grundlæggende også irrelevant)

Hvilket leder mig direkte over i S&Ws benyttelse af

Humor
S&Ws bøger er meget præget af humoristiske, ironiske og sarkastiske episoder, kommentarer og karaktertræk. Jeg kunne nævne mange eksempler, og har allerede nævnt få, men vil her blot nøjes med, primært at anskue dem som middel. I værkets første bøger var de overdrevne fremstillinger af personer koncentreret omkring patruljebetjentene (Kristianson og Kvant), men som serien har udviklet sig, frem til "Det lukkede rum", har latterliggørelsen udviklet sig. Nu er det ikke kun bunden af politiets hierarki, men så sandelig også dets top (se blandt andet Mauritzon, som dømmes for de forbrydelser, han lige præcis ikke har begået. Politiet er til grin) og til de kriminelle der er genstand for komikken. Også her baner politiet vejen for de kriminelle, i et samfund, som med "Det lukkede rum" er gjort til een stor farce.

Humoren er også med til at gøre bogen til lettere overkommelig, midt i al den politiske tåge (den vender jeg tilbage til). Nogle gange bliver selve kritikken fremført, yderst raffineret, igennem humoren, men ofte skal man skal være vågen, hvis man skal fange den. Se Larssons spil på en indendørsaversion af begrebet 'at bide i græsset'

" - Så må ministeriet igen bestille nyt gulvtæppe til kontoret [...]. Det kan være, man kan få nogen med hindbærsmag."

på side 57. Der går igen på side 315, hvor rigspolitichefen og politiinspektøren sidder og taler, imens lyset falder ind på "det hindbærrøde gulvtæppe".

Der er mange eksempler på den slags forunderlige dobbeltspil.

Samfundskritikken

"Det såkaldte velfærdssamfund"
Gennemgående spores S&Ws meget skeptiske holdning overfor "det såkaldte velfærdssamfund", som uden undtagelse betegnes sådan(13). Deres behandling af kriminaliteten og politiet efterlader et indtryk af to proportionale symptomer på:

"det samfund, som [praler] af sin velfærd, en velfærd der kun [er] forbeholdt nogle få privilegerede" (14)

Både forhold omkring personalemangel, politilede, ukvalificeret arbejdskraft, forfalskede statistikker samt tungtarmerede og voldsomme betjente, lægges sammen med det bureaukratiske politisystem til grund for den stigende og voldsommere kriminalitet. For:

"Vold avler ikke alene antipati og had, men også usikkerhed og skræk"(15)

Politiets råddenskab er kun et af symptomerne på et uligevægtigt system, og i dette ligger der også en vis holdning i, at den lede man betænker politiet med, hellere skulle rettes mod det samfund det skal tjene (smlg. Kollberg). Forfatterne ser hele "det såkaldte velfærdssamfund", som problemet og politiets mangler blot som en af mange følger heraf.

Det er S&Ws samfundsbeskrivelser, der mest afgørende afslører dem som socialistisk tænkende. Deres kritik beskriver et helt samfund, som er ved at krakelere igennem en tiltagende forurening og kapitalfiksering overfor en befolkning, som er stort set ligeglad.

Dette forhold forekommer også personificeret, ved modsætningen Kollberg/ Bulldozer:

"[Kollberg] Hvad gør man når man ser ens egen organisation på vej til at rådne op? Når man hører fascismens rotter pusle bag panelerne? [...] Bulldozer Olsson tyngedes ikke af den slags problemer"(16)

Og det er netop en af forfatternes pointer: Hvis det samfund, som er galt, skal forbedres, må dets borgere tage sagen i egen hånd. S&W påpeger manglerne implicit.

Monita gør, med sit bankrøveri, noget ved problemerne (bankerne ses, som kapitalismens højborg), hun er sig det bare ikke bevidst. Men det er det vidne, som vidner falsk til hendes fordel. Han forsøger, at få hendes forbrydelse til at fremstå som revolutionær og ideologisk handling. Men Gundvald Larsson har en noget andet karakteristik af den forbryder politiet fanger, da vidnet tilstår sine fejlagtige oplysninger og socialistiske(17) baggrunde for dem:

"Nu ligger det sådan, at vi åbenbart har fået ram på røveren. Og han er ikke nogen ubevidst revolutionær, men en forbandet rotte, der har nasset på kapitalismen og levet af at sælge stof og pornografi og som aldrig har tænkt på andet end profit"(18)

Måske skulle politiet alligevel have lyttet på vidnet, der havde en mere præcis karakteristik af den skyldige forbryderen. S&W lader Monita, den ubevidst revolutionære, slippe, og dømmer i stedet hendes småkriminelle elsker for forbrydelsen.

"trangen til at få klarlagt konflikternes mekanisme og udløsende årsager"(19)
Da S&W besluttede sig for, at skrive de ti samfundskritiske romaner i Martin Beck-serien, har det faldet dem ganske naturligt, at vælge kriminallitteraturen som instrument hertil. Det var simpelthen det mest praktiske:

"Vi tror ikke, at den såkaldte almindelige roman med dens orientering omkring individet er velegnet til analyse af vort samfund"

Senere, samme sted, hvor de udtrykker et af deres gennemgående temaer: konflikten mellem individ og samfund:

"Man kan dårligt tænke sig en lovovertræder helt alene. Forbryderen er altid en del af samfundet. Kriminalitet er et logisk samfundslag, men på et negativt plan"(20)

Kriminalromanen var velegnet til at beskrive dette:

a) Kriminalromanens handling medfører utvivlsomt en forbrydelse, som åbner for bud på årsager til kriminaliteten.

b) Mere specifikt åbner kriminalromanen mulighed for skildring af forbryderen i relation til det samfund denne lever i.

c) Kriminalromanen giver god mulighed for socialrealistiske skildringer.

d) Kriminalromanen åbner for et større potentielt publikum.

Man kan med rette sige, at S&W tilpassede kriminalromanen til deres behov, og skabte en ny litterær gren: samfundskrimien. Samfundskrimien kan karakteriseres ved, at den ikke er så fokuseret på det klassiske Sherlock Holmes udtryk 'hvem har begået forbrydelsen?' (da konklusionen ofte er, at det er samfundet), men mere 'hvilke baggrunde har forbryderen haft?'.

Herved udvider S&W det stereotype forbryderbillede, og gør nogle af de kriminelle til stakkels, ensomme og desperat handlende mennesker, hvis sidste vej mod økonomisk og social uafhængighed går gennem ulovlige handlinger.

S&Ws sympati ligger hos disse mennesker, som de mener burde have omsorg i stedet for menneskelig isolation. Et eksempel fra bogen kan findes, hvor forfatterne, gør sig nogle tanker over alkoholvaner:

"Når det i Sverige er overklass en, d er drikker, hedder det spirituskultur, hvorimod underklassens borgere med lignende behov, omgående stemples som alkoholister eller forsorgsmodne, hvorefter man lader dem uden omsorg"(21)

Heri ligger en kritik, af samfundets manglende evne til at hjælpe svagt stillede mennesker, og derved, med harmløse midler, kunne bekæmpe kriminaliteten (jvf. Kollbergs overbevisning)

I dagens samfund

Som jeg har været inde på, mener jeg ikke, at S&Ws alsidige kritik udelukkende skal tages som rettet mod statsmagten, men også mod de borgere, som bare nøjes med "at træde drivhjulet"(22). Derved bliver "roman om en forbrydelse" eviggyldig. Men det ikke kun på denne baggrund, at S&W stadig kan læses med stor fornøjelse, det hænger sammen med de velfortalte historier. Endelig er det også overordentligt interessant at se, hvordan man kan beskrive, kritisere og i sidste ende påvirke det system man er en del af, med basalt set enkle og udspekulerede midler.

I spørgsmålet omkring deres nutidige relevans vil jeg her citere en udtalelse, som Maj Sjöwall kom med, i forbindelse med filmatiseringen af S&Ws bog "Manden på balkonen":

"['60-'70'erne] var jo en speciel periode med et stort politisk engagement. Og det kan ikke bare omsættes til nutiden. Det er ikke fordi, at vi ønsker at stryge alt samfundskritisk, med det hele er ikke så sort/hvidt længere."(23)

På den måde kan man betragte værket som et tidsdokument fra 1960-70'ernes norden. Men det er naturligvis svært at afgøre, i hvor vid udstrækning det er kritikken fra S&W og andre fra det politiske venstre, som har påvirket samfundets udvikling.

Ser man på politiet i dag, vil det kunne konstateres, at det er sket ændringer, hvad angår selvransagelse indenfor dets egne rækker. Det er dog stadig en naturlig ting, at politi sættes til at undersøge, hvad politiet egentligt har foretaget sig, men er det ikke det samme som i Becks situation:

"[...] Det skete oftere og oftere, at der måtte indledes en undersøgelse for at at prøve at opklare, hvad politiet egentligt havde foretaget sig, og det var ikke så sjældent vanskeligere end selve sagen"(24)

Er det ikke noget vi i dag kan nikke genkendende til?

Sådan forholder det sig med mange af de forhold som S&W beskriver. De har paralleller til nutiden, og med lidt opdatering kunne bøgerne skrives i dag. Det som Maj Sjöwall beskriver, i ineterviewet fra før, gør kun værket endnu mere aktuelt i dag end dengang.

Der dukker stadig nye sager op, hvor man må knibe sig selv i armen for at konstatere, om man er vågen, eller er midt i handlingen af en bog af makkerparret Maj Sjöwall och Per Wahlöö...

Se bare dagens avis.

Konklusion

S&W har formået at skabe en litterært gennemtænkt kritik af det samfund, som de er en aktiv del af. De har været dygtige til, at udtænke præcis den genre som har gjort sig bedst til deres form for kritik og historiefortælling. Den genre som de bruger så effektivt til at samle læsere af budskabet, og til at formidle stoffet kritisk. Sproget - som jeg mener er det allervigtigste - hæver S&W op på et højere plan og formår, at bære den målrettede samfundskritik. Som en styrende hensigt bag bøgerne mærker man hele tiden en stor sympati for samfundets underste og udstødte - ofrene for samfundets forbrydelse. Heri ligger også værkets force: evnen til at beskrive de udløsende mekanismer til den elendighed vi ser omkring os, hvis vi åbner øjnene. Og det synes jeg S&W får os til at gøre.

Troels Brynskov, Roskilde 1995

Noteapparat
1. Maj Sjöwall (f. 1935) og Per Wahlöö (1926-75)
2. S&W: krimnalromanens förnyelse, s. 9
fordanskes af Ejgil Søholm til:

"Vores hensigt med Martin Beck-serien er at tilv ejebringe en analyse af et borgerligt velfærdssamfund - en analyse, hvor vi forsøger at se dets kriminalitet i relation til dets politiske og ideologiske doktriner. Det er den grundlæggende idé i en lang roman på ca. 3000 sider opdelt i ti enkeltstående dele eller - om man vil - kapitler, at analysere kriminaliteten som social funktion [...]"

3. S&W: "Det lukkede rum", s. 90
4. Ejgil Søholm: "roman om en forbrydelse", s. 86
5. S&W: "Det lukkede rum", s. 62
6. Ibid. s. 182
7. Ibid. s. 54
8. Ibid. s. 46
9. Ibid. s. 291
10. Ibid. s. 164
11. Ibid. s. 292
12. Ibid. s. 259
13. Ibid. s. 30 eller s. 72
14. Ibid. s. 206
15. Ibid. s. 60
16. Ibid. s. 62
17. Ejgil Søholm påpeger, at vidnet er inspireret af Arthur Lundqvists essay: "Vad är egentligen socialism?" i: Nordal Åkerman (red.) "En socialistisk människa"
18. Ibid. s.221
19. S&W: Kriminalromanens förnyelse, s. 9
fordansket af Ejgil Søholm, originaltekst:

"behovet att få klarlagt konflikternes mekanism och utlösande orsaker"

20. Ibid., s. 9
originaltekst til 1. del:

"Vi tror inte, att den s.k. "vanliga" romanen med dess koncentration på individen passar särskilt väl för analys av vårt samhälle."

21. S&W: "Det lukkede rum", s. 166
22. Ibid., s. 206
23. Jakob Høyer: Angsten under overfladen
24. S&W: "Det lukkede rum", s. 40

Anvendt Litteratur
Høyer, Jakob: "Angsten under overfladen" (Det fri aktuelt, 17/6-'95)
Nielsen, Niels Mors: "Roman om et brott" (Litteratur och samhälle, 1974 nr. 7)
Sjöwall, Maj og Per Wahlöö: "Det lukkede rum" (Spektrum, 1975)
Sjöwall, Maj og Per Wahlöö: "Kriminalromanens förnyelse" (JURY, 1972 nr. 1)
Søholm, Ejgil: "Roman om en Forbrydelse"

Relaterede sites

Books of Sjöwall and Wahlöö
Sjöwall och Wahlöös Martin Beck